
Orginalt udgivet vi DI Digital. Artiklen kan findes her
“Vores vigtigste prioritet lige nu er at blive klar til at levere næste generation af vores teknologi,” siger Peter Lodahl, stifter og Chief Quantum Officer i Sparrow Quantum.
Sparrow Quantum har allerede bragt sine første produkter på markedet med Sparrow Core og Sparrow Nest, som giver kunder adgang til virksomhedens kerneteknologi. Produkterne har været afgørende for at vise, at Sparrow Quantum har kunnet omsætte stærk dansk forskning til teknologi, der kan bruges i konkrete kvantesystemer.
“Men den store mulighed ligger i næste generation af kvantechips, som kan gøre kvantesystemer mere kraftfulde og lettere at skalere. Strategisk handler det derfor om at videreudvikle vores teknologi, udbygge produktionskapaciteten og bevæge os fra enkeltkomponenter mod mere integrerede hardwareløsninger,” siger Peter Lodahl.
Hvordan oplever I efterspørgslen på kvanteteknologi udvikle sig blandt virksomheder og offentlige aktører?
“Vi oplever, at interessen er blevet mere moden. For få år siden handlede mange samtaler om, hvad kvanteteknologi egentlig er, og hvornår det bliver relevant. I dag stiller flere virksomheder og offentlige aktører mere konkrete spørgsmål: Hvilke kompetencer kræver det? Hvor i værdikæden skal vi engagere os? Og hvor kan Danmark og Europa opbygge en stærk position og sikre, at vi ikke taber en unik mulighed i det globale kapløb?” siger Peter Lodahl og fortsætter:
“Markedet er stadig tidligt, men kvanteteknologi bliver i stigende grad set som et spørgsmål om industriel konkurrenceevne, sikkerhed og teknologisk uafhængighed. Derfor er samtalen også blevet mere strategisk og mindre teoretisk.”
Hos Sparrow Quantum ser man især store anvendelsesmuligheder inden for kvantecomputere, kvantesikker kommunikation og på længere sigt kvantenetværk. Fotonisk kvanteteknologi bruger lys som bærer af information. Det er interessant, fordi lys kan sendes over lange afstande, forbinde forskellige systemer og kontrolleres med fotoniske chips.
“Fotonik er et område, hvor Danmark ikke starter fra nul. Vi har en stærk forskningsmæssig og industriel arv inden for optik, fotonik og avanceret lysbaseret teknologi. Derfor er det også et af de kvanteområder, hvor Danmark og Europa har en reel mulighed for at konkurrere globalt,” siger Peter Lodahl.
“Udviklingen drives både af teknologiske fremskridt og af et større internationalt fokus på kvanteteknologi og øgede investeringer i området som strategisk industriområde. Spørgsmålet er ikke kun, hvem der finder de første betydningsfulde anvendelser, men også hvem der kan bygge den hardware og infrastruktur, teknologien kræver,” siger han.
Hvad er den største udfordring ved at kommercialisere kvanteteknologi i dag – er det teknologi, marked eller noget tredje?
“Den største udfordring er industrialisering. Teknologien er kompleks, og markedet er stadig ungt, men den svære overgang ligger i at gå fra forskningsgennembrud til produkter, der kan produceres, testes, leveres og integreres i andre systemer. Det kræver ikke kun forskning, men også målrettet teknologiudvikling, produktion, kvalitetskontrol, kunder og kapital. Samtidig skal markedet modnes, så kunder og partnere får en realistisk forståelse af, hvad kvanteteknologi kan bruges til nu, og hvad der ligger længere ude,” siger Peter Lodahl.
Kvanteteknologi er hverken en løsning på alle problemer i morgen eller en teknologi, der først bliver relevant om 20 år, fortæller han:
“Den største opgave lige nu er at omsætte forskningsgennembrud til produkter, virksomheder og industriel kapacitet – og det er netop dér, vi ser den største mulighed for Danmark. EU har en reel mulighed for at etablere globale ledere inden for kvanteområdet, i modsætning til klassisk computerteknologi, hvor vi tabte muligheden for at etablere produktion og storstilet innovation.”
Partnerskaber og stærke økosystemer er nødvendige for at accelerere udviklingen af kvanteteknologi og finde de rigtige anvendelser og løsninger. De færreste virksomheder kan bygge hele værdikæden alene.
Derfor arbejder Sparrow Quantum tæt sammen med forskningsmiljøer, industrielle partnere, kunder og systembyggere for både at modne teknologien og forstå, hvordan den bedst kan indgå i større kvantesystemer.
“I dag leverer vi fulde systemer til virksomheder, der udvikler kvantecomputere. Når man leverer en så vigtig del af teknologien, handler samarbejdet også om, hvordan den bedst fungerer sammen med resten af systemet. Derfor handler vores partnerskaber i stigende grad ikke kun om at levere en komponent, men også om integration, skalerbarhed og samspil med kundernes systemer,” siger Peter Lodahl.
Hos Sparrow Quantum ser man derfor et større potentiale for dansk industri i kvanteværdikæden, fordi mange af de kompetencer, der skal bruges til at bygge fremtidens kvantesystemer, allerede findes i etablerede danske og europæiske virksomheder, også selv om virksomhederne ikke nødvendigvis ser sig selv som en del af kvanteindustrien i dag.
Hvilket område inden for kvanteteknologi mener I er undervurderet blandt danske virksomheder lige nu?
“Kvanteteknologiens værdikæde kan blive relevant for langt flere danske virksomheder, end man måske tror. Man behøver ikke selv være en kvantevirksomhed for at få en rolle i kvanteindustrien. Mange af de kompetencer, der skal bruges, findes allerede i dansk industri. Derfor bør danske virksomheder ikke kun spørge: ‘Hvordan kan vi bruge kvantecomputere?’ De bør også spørge: ‘Hvor i kvanteværdikæden kan vores teknologi, produkter eller knowhow blive relevante?’” siger Peter Lodahl.
Hos Sparrow Quantum mener man, at fotonik rummer et af de klareste svar. Det bygger på en dansk styrkeposition og giver Danmark en reel mulighed for at tage en globalt relevant rolle i kvanteindustrien.
“Men det er sandsynligvis ikke det eneste,” siger Peter Lodahl og kommer med en opfordring til blandt andre DI Digitals medlemmer:
“Der kan også være styrkepositioner inden for avanceret produktion, elektronik, software, testudstyr, materialer og systemintegration, som endnu ikke er blevet koblet tæt nok til kvanteområdet. Den største mulighed for dansk industri er ikke kun at blive bruger af kvanteteknologi, men også at være med til at bygge den.”